Når danskerne i disse dage bevæger sig rundt i byrummet, bliver de mødt af store politiske plakater, der vil forsikre dem om, at afsenderne ikke har tænkt sig at give ved dørene, når nogen banker på. Venstres annoncer om den usædvanligt børnerige kontanthjælpsfamilie med de berømte 454.215,00 kroner i årlige offentlige ydelser får nu konkurrence af en socialdemokratisk kampagne om »Stramme asylregler og flere krav til indvandrere«.
En socialdemokratisk kampagne om udlændingepolitik er i sig selv bemærkelsesværdig, fordi Socialdemokraterne sjældent selv 'spiller udlændingekortet', som det hedder på christiansborg’sk. I den socialdemokratiske selvforståelse er det ligefrem en milepæl, der illustrerer partiets nyfundne selvtillid i det politiske stridsspørgsmål, der mere end noget andet har hjemsøgt partiet og medvirket kraftigt til tre valgnederlag de seneste 15 år.




























