Danmark er bygget på solidaritet og sammenhold, hvor arbejderklassen ved at kræve deres ret - fordi de gjorde deres pligt – lagde grundstenene til den velfærdsmodel, som de nordiske lande i dag er verdensberømte for. Socialdemokraterne kan, sammen med resten af arbejderbevægelsen, om nogen tage æren for at have skabt fundamentet for verdens bedste samfund. En samfundsmodel, som resten af verden ser på med respekt og som er et foregangsland for mange.
Det er en samfundsmodel, som har gjort Danmark til et af verdens rigeste og frieste lande at leve i. Der er adgang til læge og hospitalsbehandling, uafhængig af indkomst. Der er social sikring, hvis du mister dit arbejde, eller ryger helt uden for arbejdsmarkedet. Et uddannelsessystem der betyder, at i Danmark kan den amerikanske drøm om, at alle kan nå til tops, udleves bedre end de fleste andre steder.


























