Homoseksuelles ret til at blive viet, et større fradrag for fagforeningskontingent og en opblødning af dagpengereformen. Det er de tiltag, som vælgerne mener har været den siddende regerings bedste de seneste fire år. Til gengæld er folkeskolereformen, SU-reformen og især salget af Dong-aktier til Goldman Sachs de absolut værste.
Det viser en måling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2. Analyseinstituttet har bedt danskerne tage stilling til 22 af de initiativer og reformer, som Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes folk har gennemført de seneste fire år.


























