Dataviz: Meningsmålingers præcision svinger i løbet af valgkampen

Lyt til artiklen

Politiken har analyseret 515 meningsmålinger, der alle har det til fælles, at de er blevet offentliggjort 30 dage eller mindre op til et folketingsvalg. Det er i denne periode, at institutterne offentliggør flest, og medierne skriver mest om dem.

Og hvad disse valgkampsmålinger forudsiger, er ikke helt ligegyldigt. Som valgforsker Martin Vinæs udtaler i dagens Politiken, kan målinger, der tegner et negativt billede af et parti, påvirke vælgeradfærden, da mange ønsker at være med på 'vinderholdet.'

Men hvordan er træfsikkerheden egentlig på disse 'valgkampsmålinger', og ændrer den sig i takt med, at valget rykker tættere på?

Af Politikens analyse fremgår det blandt andet, at der kan være relativ stor forskel på, hvad meningsmålingernes prognoser siger midt i en valgkamp og det endelige resultat. Vi kan se, at målingerne bliver mere og mere præcise, jo tættere vi kommer på valget.

Men beregningerne viser også, at samtlige institutter overvurderede SF i valgkampen 2011, mens Venstres tilslutning blev undervurderet hele vejen. Også andre valgkampsår har der været partier, hvor samtlige instittuter enten under- eller overvurderer dets tilslutning i forhold til valgresultatet.

Bag om tallene

Datavisualisering er lavet på baggrund af meningsmålinger, som professor emeritus Søren Risbjerg Thomsen har indsamlet i samarbejdet med Altinget.

Søren Risbjerg Thomsens datasæt er desuden suppleret med de nyeste målinger fra 2015, indsamlet af Erik Gahner Larsen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. TNS Gallup har desuden bidraget med helt tidlige meningsmålinger i perioden 1957 til 1970.

Afvigelsesprocenten udregnes ved at lægge den numeriske værdi alle fejlskudene i procentpoint sammen for hvert parti i en given måling og så dividere med 2. Hvis de samlede fejlskud eksempelvis giver 10 pct. point, når man lægger dem sammen, bliver afvigelsesprocenten dermed 5%

Logiken bag af dividere med 2 er, at det er den procentsats, der skal flyttes rundt partierne i mellem, før den originale måling svarer til valgresultatet.

Kristian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her