Når udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) nu vil have genbehandlet cirka 2.750 statsborgerskabsansøgere, som et flertal i Indfødsretsudvalget tidligere har tildelt dispensation fra de normale kriterier, benytter hun sig af, at de pågældende ifølge grundloven først skal optages på et egentligt lovforslag, der skal vedtages i Folketinget, for at blive danskere.
I alt 1.554 dispensationsansøgere var egentlig med i et sådant lovforslag, som stod til at blive vedtaget i juni, men faldt fra ved valgudskrivelsen i maj. De 1.554 personer kræver Støjberg nu genbehandlet i det nye Indfødsretsudvalg, hvor der nu er borgerligt flertal og dermed større sandsynlighed for afslag på dispensation.


























