Efter et intenst valg og en kort sommerferie er meningsmålingerne tilbage. En af slagsen blev præsenteret af Megafon i sidste uge. Den inkluderer en ”ranking” af de nye danske ministres popularitet. Målingen var lavet for Politiken og TV2.
Som den målingsglade læser måske ved, viste den, at det er Inger Støjberg, som er regeringens mest populære minister, og Carl Holst der er den mindst populære. Selvom det sidste måske ikke er super overraskende, har undersøgelsen fået en del medieomtale. Det er måske ikke så mærkeligt. Det er nemlig en af de første målinger, der ser på, hvem der er profilerne, og hvem der er problembørnene i den nye regering.


























