Københavnerne står til at skulle aflevere næsten en kvart milliard kroner til staten, fordi andre af landets 98 kommuner ikke kan få økonomien til at hænge sammen og derfor vil sætte skatten op i strid med reglerne. Regeringen har indført en ny sanktionslov, der betyder, at kommunerne nu bøder kollektivt, hvis nogen ikke overholder skattestoppet. I modsætning til tidligere år, hvor regeringen truede kommunerne med sanktioner, falder hammeren derfor anderledes hårdt. For blandt andet Københavns vedkommende bliver loven et dyrt bekendtskab, selv om hovedstadskommunen hører til det gode selskab, der har besluttet at holde skatten uændret på 23,8 procent.
I næste års budget har København allerede taget højde for, at kommunen må vinke farvel til 21 millioner kroner. Men regeringen har indrettet systemet, så den kollektive straf stiger drastisk i årene efter. I 2013 vil København således have afleveret i alt 235 millioner kroner til staten, hvis beregningerne holder. Lokalpolitikere er utilfredse Det er flere politikere på Københavns Rådhus godt utilfredse med, hvilket blandt andre gælder de konservatives sundhedsborgmester, Mogens Lønborg: »Når kommunerne sidste år undgik at blive ramt, skyldes det, at København valgte at sætte sin skat ned, for at andre til gengæld kunne hæve den. Vi viste solidaritet med fællesskabet. Derfor er det rigtig ærgerligt, at vi nu skal straffes, fordi nogle kommuner har tænkt sig at bryde aftalen med regeringen og sætte skatten op«, siger han. Socialdemokraternes Anne Vang kalder regeringens »kollektive afstraffelse« af kommunerne for en »vanvittig ordning«: »Det er noget, militæret benyttede sig af i gamle dage for at spille soldaterne ud mod hinanden. Men i stedet for at blive sure på trængte kommuner, der er tvunget til at sætte skatten op, skal vi hellere bruge kræfterne på at få ændret regeringens sanktionslov«. 25 kommuner har fået afslag Landets borgmestre mødes i dag for at diskutere, hvordan de slipper udenom at skulle aflevere en stor pose penge til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).





























