I Steven Spielbergs seneste film om storpolitiske forhandlinger lyder det gang på gang fra en russisk spion: »Hvad skal det nytte?«. Samme tanke har flere utvivlsomt stået med forud for de storpolitiske forhandlinger om den klimaaftale, som alverdens magtmennesker er samlet om i Paris.
Men nytte, det gør det. Siger fhv. klimaminister og EU-kommissær Connie Hedegaard. Den nuværende bestyrelsesformand for klima-tænketanken Concito har været på en perlerække af klimatopmøder. Flere af dem har været skridt på vejen mod det aktuelle COP21 i Paris.



























