Det kampvalg, som Venstres næstformand, Kristian Jensen, for nylig erklærede sig parat til at tage for at kravle op på Venstres »øverste skammel«, tegner til at blive en realitet.
Politiken har gennem en måned talt med en række medlemmer af regeringen, Venstres folketingsgruppe og personer i den blå blok. De regner det som en ubestridelig kendsgerning, at Kristian Jensen vil blive udfordret af en stærk modkandidat, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en dag trækker sig fra sin formandspost.




























