Regeringspartiet, Venstre, har langt fra scoret point fra støttepartierne DF og LA efter weekendens postyr om den såkaldte indfødsretsprøve. Særligt indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen fra Venstre må lægge ryg til beskyldninger om ligefrem at være 'talentløs'.
»Debatten virker helt munter. Komisk måske. Min indgang er, at regeringen må blive enig med sig selv. Venstres ordfører og minister kunne jo passende sætte sig ned og snakke om, om det er en debat, der skal være i det åbne rum, så længe man ikke er enig. Så det forventer jeg sådan set, man bliver, inden man spørger forligspartierne, hvad de mener om sagen«, siger indfødsretsordfører fra Liberal Alliance Leif Mikkelsen.


























