»De nye asylstramninger, som blandt andet betyder, at flygtninge kan frihedsberøves, uden at det er godkendt af en dommer, skal hastes igennem Folketinget. 101 siders lovtekst, som vi fik i går aftes. Organisationer og offentlighed er ikke blevet hørt«.
Sådan lød Det radikale Venstres nødråb på de sociale medier, da regeringen i oktober sidste år, på få dage, lynbehandlede en ny, vidtgående flygtningelov - på et tidspunkt, hvor strømmen af flygtninge var så massiv, at den kunne ses på de danske motorveje.


























