Heiiij! lyder det med lyse stemmer nede fra bagerste hjørne, hvor Ny Borgerliges stifter og partiformand Pernille Vermund kommer ind. Selvfølgelig er hun på en krammer med sine partifæller.
Hun kanter sig forbi rækken af tv-kameraer, der er kommet for at forevige det lille nye borgelige partis første pressemøde efter at have afleveret 20.109 underskrifter, så de formentlig kan deltage i et kommende folketingsvalg. Smilende og lidt trippende som en galophest, der bare glæder sig til at komme fra start. Efter hende følger en tøvende medstifter Peter Seier Christensen, som ikke på samme måde trives i rampelyset.


























