Der bliver brug for at gentænke asylpolitikken efter flygtningekrisen, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), der dog ikke er klar til at forklare, hvordan et nyt asylsystem skal se ud.
Ifølge regeringsgrundlaget skal et »nyt asylsystem« fjerne grundlaget for menneskesmuglere og dermed lette presset på Europas ydre grænser. Konkret står der, at regeringen sammen med ligesindede lande vil arbejde for et system, hvor man søger om asyl fra et tredjeland fremfor ved de europæiske landes grænser.




























