Dokumentet har sagsnummer 1884418, det er dateret 19. februar 2016 og sendt fra Justitsministeriet til Udlændingeministeriet. De præcise formuleringer er ukendte for offentligheden, men det drejer sig om Inger Støjbergs beslutning ni dage tidligere om at tvangsadskille alle unge asylpar.
Siden april har Politiken forsøgt at få adgang til papirer, der kaster lys over tilblivelsen og den interne diskussion om udlændingeministerens ulovlige instruks. Flere kilder tæt på begivenhederne har fortalt i fortrolighed, at embedsmænd i Udlændingeministeriet advarede mod beslutningen. Men alligevel blev instruksen trumfet igennem.


























