Liberal Alliances udmeldinger om historiske skattelettelser, før en ny skatteaftale er på plads, og partiets trusler om ikke at stemme for finansloven har ikke kun givet grå hår på hovedet i regeringen og Dansk Folkeparti.
I partiets ungdomsorganisation, Liberal Alliances Ungdom (LAU), undrer man sig også over moderpartiets tilgang til tingene.
»Det er lidt mærkeligt, og jeg forstår ikke, hvorfor man har solgt skindet, før bjørnen er skudt«, siger landsformanden i LAU, Søren Nielsen.
Hans primære kritik af de seneste ugers forløb går dog ikke på den måde, Liberal Alliance har håndteret det på, men den politik som hele blå blok fører.
»Det udstiller måske, at det borgerlige Danmark er i en idémæssig krise, i forhold til at man ikke tør tænke bredere og mere visionært i forbindelse med finansloven og en ny skatteaftale«.
»Det hele bliver en slags socialdemokratisk politik med en blå kant omkring«, siger han.
Stod det til Søren Nielsen, bør Liberal Alliance stå fast ved sine udmeldinger.
»Man skal holde sit ord. Hvis man siger, at man vil have en skatteaftale samtidig med en finanslov, skal man også stå ved det. Det er vigtigt, at man er ærlig over for sine vælgere.
Så du mener, LA bør stå fast?
»Om de stemmer for finansloven eller ej, er for mig ligegyldigt.
»Men man bør tage konsekvensen, hvis der ikke er et borgerligt flertal for finansloven og de andre aftaler, siger Søren Nielsen.
Men hvis der ikke er et borgerligt flertal, er det jo fordi, LA ikke har stemt for?
»Ja, eller så er det fordi, at den politik, der bliver ført, er noget socialdemokratisk makværk, som ikke kan være borgerlig politik, siger Søren Nielsen.
Fredag skal der stemmes om finanslovens vedtagelse, når den skal tredjebehandles i Folketingssalen.
Siden Liberal Alliance kom med trusler om ikke at stemme for finansloven i forrige uge, har ingen i partiets top ville svare på, om LA stemmer for fredag.
ritzau
fortsæt med at læse




























