Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Regeringen vil lempe regler for udenlandske bijobbere

Den amerikanske professor Brooke Harrington forbrød sig mod de gældende regler, efter at hun på myndighedernes anmodning har holdt oplæg for Skatteministeriet, Folketingets Skatteudvalg og Skat om sin forskning i international skatteunddragelse.
Den amerikanske professor Brooke Harrington forbrød sig mod de gældende regler, efter at hun på myndighedernes anmodning har holdt oplæg for Skatteministeriet, Folketingets Skatteudvalg og Skat om sin forskning i international skatteunddragelse.
Lyt til artiklen

Regeringen vil gøre reglerne mere enkle for udenlandske medarbejdere, som gerne vil have et bijob, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Det skal i fremtiden kunne klares med én enkelt arbejdstilladelse - så længe det er inden for det samme arbejdsområde.

Reglerne har hidtil været sådan, at man har skulle søge en arbejdstilladelse for hver enkelt ansættelse.

Det skal moderniseres, efter at det ifølge ministeriet har vist sig at være en 'forældet og ufleksibel måde at gøre det på'.

I november kom det frem, at flere udenlandske forskere er blevet anmeldt til politiet, efter at de havde holdt foredrag uden for universiteterne og dermed overtrådt deres arbejdstilladelser.

Dengang medgav udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i et interview med Politiken, at »tiden er kommet til at få kigget på, om reglerne er tidssvarende«.

Ifølge det nye forslag skal forskere have ret til bibeskæftigelse i ubegrænset omfang.

Støjberg ønsker smidigere regler

Det er vigtigt for ministeren at få gjort reglerne »smidigere, så vi opretholder vores status som et attraktivt land for kvalificeret arbejdskraft«, siger hun nu:

»Det er klart, at når jeg bliver gjort opmærksom på, at vi har nogle regler, der spænder ben for det mål, så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at ændre dem«.

»Det håber jeg, at Folketingets partier vil være enige med mig i«, siger udlændinge- og integrationsministeren i pressemeddelelsen.

Øvrige udenlandske arbejdstagere vil få ret til bibeskæftigelse i op til 156 timer om året, fremgår det af pressemeddelelsen.

Bibeskæftigelsen skal have en sammenhæng med hovedbeskæftigelsen og kan både være i form af lønarbejde og selvstændig erhvervsvirksomhed.

Desuden foreslår regeringen, at alle udenlandske arbejdstagere får ret til at udføre ulønnet frivilligt arbejdet uden at skulle søge om en særskilt tilladelse.

Samtidig foreslår den, at karensreglerne i forbindelse med permanent opholdstilladelse ændres.

Glæde i erhvervslivet

Forslaget glæder Dansk Erhverv:

»Vi har brug for at få indbygget noget fleksibilitet i lovgivningen«, siger arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent Peter Halkjær.

De nuværende regler er en 'snubletråd i udlændingelovgivningen, som flere udlændinge, der arbejder i Danmark, er kommet i klemme i', mener han.

»Det har slet ikke været inde på lystavlen hos de her mennesker, at de var i gang med at overtræde lovgivningen, fordi de bliver inviteret til at holde et oplæg et sted uden for det kontor, hvor de var ansat«.

Forhandlingerne begynder fredag klokken 11.30.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her