Dansk Sygeplejeråd
Grete Christensen. At der er behov for flere sygeplejersker, er Dansk Sygeplejeråds formand enig i. Men hun savner en konkret plan for, hvor pengene skal komme fra: »Det er svært at se, hvordan man vil gøre op med den underfinansiering, der har været i sundhedsvæsenet de sidste mange år. Det er den største udfordring for det samlede sundhedsvæsen i dag«.
Forslaget om at nedlægge regionerne bekymrer Grete Christensen, der ser det som problematisk, hvis folkevalgte ikke længere kan holdes ansvarlige for sundhedsvæsenet.
Ældre Sagen
Bjarne Hastrup. Der skal laves en plan for at skaffe mere arbejdskraft i sundhedssektoren, mener Ældre Sagens direktør:
»Hvis det ikke lykkes, synker vores pleje- og sundhedsvæsen sammen«, siger han: »Man skal sikre, at arbejdet er så attraktivt, at kvalificeret arbejdskraft vil tage de jobs«.
Samtidig frygter Bjarne Hastrup, at ældreplejen underprioriteres, hvis kommunerne overtager sundhedsopgaver, som regeringen lægger op til. Det, mener han, kan afhjælpes ved at indføre kvalitetskrav til ældreplejen.
KL
Jacob Bundsgaard. I Kommunernes Landsforening ser formanden positivt på, at kommunerne skal varetage flere sundhedsopgaver.
»Men forudsætningen er, at vi får de ressourcer og kompetencer, der skal til. Allerede i dag har vi store udfordringer med at rekruttere sygeplejersker og sosu’er«, siger han.
Han er bekymret for, at opgaverne vil betyde udførlige krav til, hvordan behandlingen af forskellige patienter skal være. Det er problematisk, fordi kommunerne har indrettet eksempelvis ældreområdet forskelligt.
Overlægeforeningen
Lisbeth Lintz. Overlægernes formand frygter, at det vil gå ud over patienterne, hvis regeringen flytter flere opgaver til kommunerne. Hun ønsker, at det kommunale selvstyre ophæves på sundhedsområdet, så kommunerne er bundet af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Desuden er Lisbeth Lintz ikke glad for planen om at nedlægge regionerne:
»Hvis man laver en strukturændring, så kommer man til at bruge ressourcer på det. Vi har kæmpe udfordringer med at få ressourcerne til at række til de patienter, vi har«, siger hun.
Praktiserende Læger
Christian Freitag. Det falder i god jord hos de praktiserende lægers fagforening, PLO, at regeringen vil uddanne 100 flere med speciale i almen medicin. Men lægemanglen gør også, at regeringens mål om, at 500.000 ambulante besøg skal flyttes ud fra sygehusene, og om 40.000 færre indlæggelser, ikke er realistiske i nærmeste fremtid, fastslår PLO-formanden:
»Hvis det overhovedet er realistisk, så kommer det til at ligge mange mange år ude i fremtiden«, siger han.
fortsæt med at læse


























