Pape er bekymret, og Samuelsen tilbyder utilfredse Venstre-vælgere gratis medlemsskab

Lars Løkke Rasmussens åbning for en SV-regering vækker mildest talt ikke begejstring hos regeringsparterne Konservative og Liberal Alliance.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lars Løkke Rasmussens åbning for en SV-regering vækker mildest talt ikke begejstring hos regeringsparterne Konservative og Liberal Alliance. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

På den ene side er fokus for udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) at forsøge at holde sammen på VLAK-regeringen efter en udmelding fra Lars Løkke Rasmussen (V) om en mulig SV-regering.

På den anden side tilbyder Liberal Alliance nu Venstre-medlemmer at melde sig gratis ind i LA. Partiet er formelt stadig regeringspartner med V, selv om der er udskrevet folketingsvalg for over en uge siden.

»Vi er redningsbåden for det borgerlige-liberale Danmark. Jeg tilbyder i dag, at Venstres medlemmer kan melde sig ind gratis, hvis de synes, at frustrationerne bliver for store på deres side«, siger han til TV2 News.

Dermed forsøger Anders Samuelsen at kapre Venstre-vælgere, der er utilfredse med, at Løkke åbner for en SV-regering, fordi der er et pres fra partier på den yderste højrefløj.

Løkke om SV-åbning: »Jeg tilbyder at være den voksne i lokalet«

Førsteprioritet for statsministeren er dog, at det borgerlige-liberale Danmark genvinder regeringsmagten. Men han vil ikke afvise at gå i regering med Socialdemokratiet, hvis der ikke kan skabes flertal uden partierne på den alleryderste højrefløj.

Det er i en ny samtalebog, der udkommer torsdag, at statsministeren åbner for at danne en SV-regering.

Bogen hedder 'Befrielsens øjeblik'.

Samuelsen kritiserer Løkkes velfærdsløfte

Anders Samuelsen er utilfreds med Venstres velfærdsløfte om at lade den offentlige sektor vokse med 0,65 procent, i ly af at der kommer ekstra ældre og flere børn, der skal plejes i fremtiden.

»Den her valgkamp er ved at ende i en situation, hvor alle taler om, hvordan de vil bruge hønens æg. Men uden en høne er der ingen æg, og vi taler overhovedet ikke om hønen.

»Fundamentet under vores velfærdssamfund er, at der er en stærk privat sektor, private arbejdsplader, at folk investerer i Danmark, at folk har et arbejde, så der er noget at dele ud af, siger Anders Samuelsen til TV2 News.

Han svarer ikke på, hvad sandsynligheden er for, at blå blok genvinder magten, selv om meningsmålinger tilsiger, at det bliver meget svært.

Konservative står fast på borgerligt projekt

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, afviser, at hans parti kan støtte en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet.

»Det kommer jeg ikke til. Vi vil have en regering, som er ambitiøs - også på skattepolitik - så det kommer jeg ikke til at støtte«, siger han.

»Han skulle hurtigst muligt komme tilbage og kæmpe for det borgerlige-liberale Danmark. Jeg synes, vi skal have en borgerlig-liberal regering i Danmark, og det projekt skal vi holde fast i«, siger Søren Pape Poulsen.

»Jeg er ret bekymret for det her, og jeg synes, at vi skal stå fast på et borgerlige projekt«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her