Vermund boykotter EP-valg: Det er fløjtende ligegyldigt

Vermund forventer, at DF stemmer forkert på den økonomiske politik i EU-parlamentet. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Vermund forventer, at DF stemmer forkert på den økonomiske politik i EU-parlamentet. Foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO
Lyt til artiklen

Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, afviser at stemme søndag ved valget til Europa-Parlamentet.

Hun har nemlig ikke tillid til de partier, der stiller op.

»Jeg har grublet over det her i rigtig lang tid efterhånden. Hvis jeg støtter op om et af de her partier, ville det være et signal om, at det giver mening at stemme til det her EU-valg, og det mener jeg ikke, det gør«, siger hun.

Det skyldes, at hun ønsker mindre EU, og der er ingen af partierne, der ifølge Vermund lever op til det krav.

Morten Messerschmidt: Venligboerne, de kulturradikale og andet godtfolk bærer ansvaret for Vermund og Paludan

Heller ikke Dansk Folkeparti, som hun i forhold til udlændingepolitikken er nærmest, og som generelt er EU-kritisk, kan se frem til en stemme med hendes navn på.

»De er gået med i en gruppe, der er ekstremt socialistisk og højst sandsynligt vil trykke forkert på knapperne med alt, der vedrører den økonomiske politik«, siger Pernille Vermund.

Ifølge hende er det væsentligt, at partier i EU stemmer nej til alt, og det gør DF ikke.

Heller ikke Folkebevægelsen mod EU er en option for Vermund. Hun er imod partiets holdning, når det kommer til Israel, som partiet vil boykotte.

KandidattestSe hvilken EP-kandidat du er mest enig med

Det er heller ikke en mulighed at stemme blankt, mener Vermund, fordi det vil vise tillid til systemet - og det har hun ikke.

»Det ville være en anerkendelse af, at det har en betydning, og at der er et reelt valg for danskerne, og det er der ikke. For mig at se er det et røgslør. Det er fløjtende ligegyldigt, hvad man stemmer med de nuværende muligheder, fordi det vil handle om mindre frihed til danskerne, mindre selvbestemmelse, mindre suverænitet og mere magt til Bruxelles«, siger hun.

Faktatjek: Vermund har ret i, at borgere fra muslimske lande oftere begår kriminalitet end gennemsnittet. Men uret i, at det »brager derudad«

Nye Borgerlige forsøgte at blive opstillingsberettiget til europaparlamentsvalget 26. maj, men partiet nåede ikke at få indsamlet tilstrækkeligt med stemmer.

Derimod vil partiet figurere på stemmesedlerne til folketingsvalget 5. juni.

Det har vakt vrede hos Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), at Vermund afviser at deltage i valget til Europa-Parlamentet.

»Hvad f..... har hun gang i!! Ikke stemme på søndag! I Danmark hvor vi har folkestyre og demokrati. Fordi NB ikke selv opstiller, så bliver Vermund på sofaen!! Og så bruge de næste fem år til at skælde ud på dem, der bliver valgt«. Patetisk, skriver Pia Kjærsgaard på Twitter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her