S-veteranen, der første gang blev valgt til Folketinget i 1990, bliver formand efter Pia Kjærsgaard (DF).
Nu er det officielt:Henrik Dam Kristensen er ny formand for Folketinget
Det nyvalgte Folketing holdt i dag det første møde efter valget. Her hilser SF's Pia Olsen Dyhr, Socialdemokraternes Nicolai Wammen og Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen på hinanden. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen
Henter...
Folketinget har fredag valgt Socialdemokratiets Henrik Dam Kristensen som formand. Han afløser Pia Kjærsgaard (DF), der sad på posten i fire år.
Det kommer ikke som den store overraskelse, at Henrik Dam Kristensen bliver formand for Folketinget.
Rød blok fik flertal ved folketingsvalget 5. juni, og S-formand Mette Frederiksen bekræftede allerede torsdag, at hun havde sikret sig opbakning fra alle Folketingets partier, således at Henrik Dam Kristensen kan tiltræde som formand.
»Tillid er en skrøbelig størrelse, som man hele tiden skal gøre sig fortjent til. Jeg vil bestræbe mig på at være en samlende person for hele Folketinget«, siger Henrik Dam Kristensen fra Folketingets formandsstol.
Han blev i 1990 for første gang valgt til Folketinget. Og fire år senere blev han minister for første gang under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).
'Postbuddet fra Vorbasse'
Danskerne lærte dengang Henrik Dam Kristensen at kende under tilnavnet 'postbuddet fra Vorbasse'. En reference til hans tidligere job som landspostbud i fødebyen.
Under Poul Nyrup Rasmussen var han landbrugs- og fiskeriminister, fødevareminister og socialminister.
Henrik Dam Kristensen var fra 2004 til 2006 medlem af Europa-Parlamentet, inden han fra 2007 vendte tilbage til Folketinget.
Her blev han i 2011 igen minister under daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Først transportminister og senere beskæftigelsesminister.
Siden 2016 har Henrik Dam Kristensen været medlem af Folketingets Præsidium som en af fire næstformænd.
Modsat Pia Kjærsgaard har Henrik Dam Kristensen støtte fra alle Folketingets partier i sin rolle som formand.
»Jeg har kendt formænd siden 1990. Så det er ret mange formænd, og alle har haft deres stil. Jeg vil også have min stil. Jeg skal ikke sammenligne mig med nogen af mine forgængere«.
»Jeg vil først og fremmest være en samlende person«, siger Henrik Dam Kristensen.