Sophie Løhde bliver politisk ordfører.

Nu er de vigtige poster fordelt: Jakob Ellemann-Jensen tager selv magtfuld plads i Venstres gruppe

Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen og Sophie Løhde møder pressen efter Venstres første gruppemøde efter weekendens landsmøde, hvor Venstre valgte ny formand.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen og Sophie Løhde møder pressen efter Venstres første gruppemøde efter weekendens landsmøde, hvor Venstre valgte ny formand. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Jakob Ellemann-Jensen er ny gruppeformand for Venstre, mens Sophie Løhde er ny politisk ordfører.

Det siger Venstre-formanden efter et gruppemøde tirsdag.

»Vi har valgt en gruppeformand til at starte med, og det er mig selv, sagde hunden«.

»Det gør jeg for at være i god kontakt med folketingsgruppen og sikre, at jeg har den berøring med det daglige arbejde, som er nødvendig for mig som ny formand for Venstre«.

»Det skal sikre, at jeg har fingrene solidt i jorden«, siger Ellemann-Jensen.

I lørdags blev Ellemann-Jensen valgt som ny formand for partiet. Og tre dage senere snupper han altså endnu en vigtig post i partiet.

Gruppemødet var det første, efter at Venstre i weekenden valgte ny formand og næstformand på et ekstraordinært landsmøde.

Ellemann-Jensen blev valgt til formand uden modkandidat. Inger Støjberg vandt kampvalget mod Ellen Trane Nørby om posten som næstformand.

Endelig kabale er først på plads om nogle dage

Udskiftningen i toppen af Venstre finder sted efter en tumultarisk august. Her gik Lars Løkke Rasmussen af som formand og Kristian Jensen som formand.

Før det var Ellemann-Jensen selv politisk ordfører for partiet. Men som nyvalgt formand skulle den post gå til en anden.

Kristian Jensen var inden sit exit som næstformand også gruppeformand, og den post skulle altså også besættes på ny.

Det vides endnu ikke, hvordan de øvrige ordførerposter fordeles. Altså heller ikke hvad Løkke og Kristian Jensen skal lave fremover. Det kommer ifølge Ellemann-Jensen først helt på plads sidst på ugen.

Støjberg har dog meldt ud, at hun foruden at være næstformand fortsætter som Venstres retsordfører.

Den tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) er valgt som gruppenæstformand. Han havde ellers offentligt bejlet til posten som gruppeformand.

»Det er en ære at få lov til at være suppleant for gruppeformanden«, siger Lauritzen.

Men Lauritzen bliver en mere aktiv gruppenæstformand end normalt, siger Ellemann-Jensen.

»Gruppenæstformanden vil få udvidet sine opgaver, alt den stund at jeg også skal rejse rundt i Danmark og tale med vores foreninger«, lyder det fra Ellemann-Jensen.

Mindre overraskende er det, at Løhde bliver politisk ordfører. Efter at Ellemann-Jensen meldte sit kandidatur som formand, var hun fungerende politisk ordfører.

»Det har hun gjort ganske fortrinligt, og det glæder jeg mig til«, siger Ellemann-Jensen om Løhde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her