Enhedslisten vil have finansminister Nicolai Wammen (S) til at garantere, at der ikke bliver skåret i SU'en i hele den nuværende regeringsperiode.
Det siger Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, onsdag morgen, hvor hun er i Finansministeriet for at fortsætte forhandlingerne om næste års finanslov.
»Vi har hørt nogle forslag fra forskellige sider om at omlægge SU'en til et lån. Det vil have nogle store sociale konsekvenser og afholde nogle fra at tage en lang videregående uddannelse, fordi de kommer ud med en stor gæld«, siger hun.
»Forhåbentligt er det helt nemt for regeringen at få lagt den i graven, og så har vi en garanti for det. Men vi synes, det er vigtigt at understrege, at det kommer ikke til at ske«.
Venstre-regeringen ville omlægge SU'en
Blandt andet den forhenværende Venstre-regering foreslog i forbindelse med præsentationen af en 2025-plan at omlægge SU'en, så halvdelen af det samlede beløb udgjorde et rentefrit lån.
Også De Konservative og Liberal Alliance har tidligere foreslået at omlægge SU'en til lån.
Onsdagens forhandlinger omhandler uddannelse og kultur, hvor regeringen ud over en garanti for ikke at indføre nedskæringer på SU'en vil blive mødt af en række krav.
Blandt andet vil støttepartierne have afskaffet uddannelsesloftet og fjernet omprioriteringsbidraget fra både uddannelses- og kulturområdet.
ritzau




























