Før Nicolai Wammen 16. september debuterede i rollen som frontmand ved regeringens præsentation af årets finanslovsforslag, sørgede han for at aflevere et par centrale bemærkninger til sine egne medarbejdere i Finansministeriet.
I den berømte røde bygnings store Rentekammersal havde han samlet staben til et morgenmadsarrangement. Ud over de obligatoriske, høflige taksigelser for kompetent og venligt leveret ministerbetjening betonede han, at han ønskede sig hjælp til især to opgaver, som går videre end den klassiske jobbeskrivelse som kasse- og prioriteringsmester.



























