Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelunds parti Fremad bliver det sjette borgerlige parti i Folketinget, og tre yderlige opstillingsberettigede partier findes uden for Folketinget.
Men stifterne mener, at der mangler et værdipolitisk borgerligt midterparti i Danmark. Her er tre af det nye partis mærkesager.
1. En »fair og fast« udlændingepolitik
Simon Emil Ammitzbøll-Bille erkender, at vælgerappetiten efterspørger en stram udlændingepoltik, men siger til Berlingske, at Fremad ønsker at give de borgerlige vælgere et alternativ. Der har været for meget fokus på stramninger for enhver pris, mens retfærdigheden er blevet glemt.
»Danskerne vil gerne have en stram udlændingepolitik. Det har vi forståelse for, og det går vi også ind for. Dét, vi siger, er, at den også skal være præget af fairness og retssikkerhed. Det er den justering, vi gerne vi have«, siger han til Berlingske.
2. En klar liberal økonomisk politik
Både Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund er tidligere medlemmer af Liberal Alliance. De ønsker i deres nye parti at føre en økonomisk politik, der er sammenlignelig med den, de førte i deres tidligere parti. Der skal være fokus på den personlige frihed og et konkurrencedygtigt Danmark.
»Vi er fortsat et liberalt parti, og vi har ikke forladt Liberal Alliance på den økonomiske politik«, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til TV2 News.
3. Trække i en værdiliberal retning.
Da Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille meldte sig ud af LA, var begrundelsen, at Liberal Alliance bevægede sig i retning af en nationalkonservativ tænkning. De følte ikke, at deres egne værdipolitiske holdninger var forenelige med partiets.
Den udlægning afviste den nye partileder, Alex Vanopslagh, og det samme gjorde andre profiler i Liberal Alliance.
De to vil i deres nye parti trække blå blok i en klar, værdiliberal retning, uden at komme med en krystalklar definering af hvad det betyder.
Det er noget, de synes mangler i dag, hvor Venstre enten bliver trukket i en konservativ retning af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, eller i en splittet retning af de Konservative og Liberal Alliance.
»Der mangler med andre ord et parti, der klart trækker i den værdiliberale retning i den blå blok«, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Berlingske.
Ikke en kopi af Radikale
Fremad kommer til at være det borgerlige parti, der læner sig tættest op ad Radikale Venstres værdier. Et parti, som Simon Emil Ammitzbøll også tidligere har repræsenteret.
Men partistifterne afviser over for TV2 News, at det nye parti er en borgerlig kopi af Radikale Venstre. Ammitzbøl-Bille peger på to afgørende forskelle.
»For det første peger vi på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister. For det andet, siger vi ikke ja til alt fra EU« siger han.
Fremad bliver det fjerde politiske parti, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille kommer til at repræsentere i folketinget.
Da han ved stiftelsen af partiet Borgerligt Centrum i 2009 blev spurgt, om man ville komme til at se ham skifte parti igen, var svaret.
»I kommer ikke til at se mig skifte parti for tredje gang«, sagde han dengang.
fortsæt med at læse




























