Katten er ude af sækken.
Efter uger med vedvarende Christiansborg-rygter af den kaliber, som plejer at være sande, står det klart, at Danmark har fået et nyt borgerligt parti.
Navnet er ’Fremad’, formanden er LA-udbryderen Simon Emil Ammitzbøll-Bille mens ditto Christina Egelund bliver politisk ordfører og næstformand.
»Vores analyse er, at der mangler et værdiliberalt midterparti i Danmark, og det er så dét, vi danner nu med Fremad,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Berlingske.
Dermed har det borgerlige Danmark, som i forvejen tæller fem partier i Folketinget foruden Kristendeomkraterne, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs, fået en ny spiller på banen.
Man kan retfærdigt mene, at det kan blive svært at finde en ledig platform, og de to frontfigurer kommer da også på hårdt arbejde fra start. Med »frihed«, »frisind«, »fællesskab« og »folkestyre« som de bærende politiske sigtelinjer lægger Fremad sig i slipstrømmen af mange andre før dem.
Men med fem konkrete mærkesager, skiller partiet sig alligevel en smule ud på Tinge.
På Facebook har Simon Emil Ammitzbøll-Bille skrevet følgende opslag:
Mere Isam B - mindre Støjberg
Nok vil partiet fokusere benhårdt på at »styrke konkurrenceevnen« ligesom LA. Nok vil man arbejde for »et stærkere EU« ligesom Venstre. Og nok vil de fremme den grønne dagsorden ved at »tage klimaproblemerne alvorligt«, som var man født ud af Konservative.
Men med en »fair og fast udlændingepolitik« vil Fremad lægge sig markant tættere på Radikale Venstre, end nogen andre i blå blok. Mærkesagen er en reminiscens af Foghs mantra fra 00erne, men retfærdigheden i udlændingepolitikken skal betones hårdere end knytnæven.
Fremad ventes at blive det første parti i blå blok, der vil hente danske børn fanget i lejre i Syrien hjem, mens mødrene retsforfølges i stedet for at få frataget deres pas administrativt uden om domstolene. Nuvel, udlændingepolitikken skal stadig være »fast« og flygtninge, der kommer til Danmark, skal stadig forsørge sig selv mest muligt. Den femte mærkesag »Frihed til forskellighed« skal tale til alle de borgerlige vælgere, der intet problem ser i, at højskolesangbogen optager en Ramadan-sang skrevet af Isam B.
Med andre ord: De værdipolitiske toner skal spilles i dur og ikke mol. Støjberg-segmentet i Venstre skal have modspil og Radikale svingvælgere et alternativ.
Til Berlingske siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille:
»Vi vil have en fair og fast udlændingepolitik for nu at vende det om, som Anders Fogh Rasmussen sagde i 2001, hvor han sagde »fast og fair«. Det med det faste har man gjort godt, men det fair har man måske nok glemt lidt over de senere år. Det vil vi gerne have tilbage i udlændingepolitikken.«
Fortidens synder
Jakob Ellemann-Jensen bliver partiets ubetingede statsministerkandidat, mens DF indtager rollen som partiets interne banemand i blå blok.
Ammitzbøll-Bille og Egelund har varmet op nogle uger, så det kommer næppe som en overraskelse i hverken LA eller Venstre. Det bliver V-formand Jakob Ellemann-Jensens hovedbrud dog ikke mindre af. Bliver partiet opstillingsberettiget, hvilket ikke er et problem, kan Ellemann i bedste fald ende med at skulle jonglere med 5 eller flere støttepartier i blå blok og i værste fald ende med et stemmespild så stort, at han har udsigt til 8 års ørkenvandring i opposition.
Læg dertil, at partiet Fremad henvender sig direkte til Venstres hovedstadssegment personificeret af partiprofilen Jan E. Jørgensen, der internt agerer modpol til de mere nationalkonservative strømninger i partiet.
På minussiden er Fremad dog tynget af fortidens skærmydsler. Egelund og Ammitzbøll-Bille lugter langt fra af ny bil og frontfigurernes fortidsgerninger kan blive deres største akilleshæl. For hvad mener de egentlig? Egelund har tidligere ageret benhård EU-modstander i LA, og Ammitzbøll-Bille så stiltiende til, mens burkaforbuddet blev lovfæstet og unge asylpar blev ulovligt adskilt under VLAK-regeringens korte epoke.
Så meget for »frihed«, »frisind«, »fællesskab« og »folkestyre«.
fortsæt med at læse
