Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Støjberg på landsmøde: Forskelligheder gør Venstre stærkere

Venstres næstformand Inger Støberg taler ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Venstres næstformand Inger Støberg taler ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nogle af de partikolleger, som Venstres næstformand, Inger Støjberg, er allermest uenig med, er sommetider dem, hun sætter størst pris på.

Forskelligheder er kun en fordel for Venstre, lyder det fra Støjberg, som holder tale på partiets landsmøde i Herning.

»Alt det gør os stærkere og klogere, så længe kærligheden til vores parti er stor«, siger Inger Støjberg.

Når uenighederne i partiet er store, giver det mulighed for, at partiet kan rykke sig.

»Nogle gange er man bare ikke helt enig om al ting i et parti. Det er ikke sådan, at fra det minut, man melder sig ind i et parti, at så er man 100 procent enig i alt, hvad der står i partiprogrammet, og hvad der bliver fremlagt af politiske udspil«, siger hun.

»Bølgerne går derfor også nogle gange højt, når personligheder støder sammen. Men det er også lige præcis der, at tingene flytter sig«, siger Støjberg, som mener, at 'man skal passe på at tage personlighederne ud af hinanden'.

Kristian Madsen: Jakob Ellemann ved du stadig ikke, hvor du har

De seneste dage har en undersøgelse i Mandag Morgen og debatindlæg fra Venstre-profiler skabt tvivl om partiets linje i udlændingepolitikken.

Undersøgelsen viste, at 28 procent af de adspurgte erklærer sig enig eller delvist enig i, at muslimer skal sendes ud af landet.

I et debatindlæg i B.T. skrev Inger Støjberg, at undersøgelsen viser, 'at der er mange, som har det som mig'.

Det fik efterfølgende Venstre-medlemmerne Bertel Haarder, Anni Matthiesen, Jan E. Jørgensen, Fatma Øktem og Kim Valentin til at skrive et debatindlæg i Jyllands-Posten.

»Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning«, skrev de blandt andet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her