Efter kritisk artikel: Josephine Fock får opbakning i Alternativet

Josephine Fock blev valg til ny leder af Alternativet på et ekstraordinært landsmøde 1. februar.  Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Josephine Fock blev valg til ny leder af Alternativet på et ekstraordinært landsmøde 1. februar. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Alternativets hovedbestyrelse har tirsdag aften holdt et møde, efter at anonyme kilder i Information i weekenden beskrev en række episoder, hvor politisk leder Josephine Fock skulle have overfuset folk i partiet.

Efter mødet udtrykker hovedbestyrelsen fuld tillid til Josephine Fock.

Det skriver Jesper Callesen, der er talsperson for Alternativets hovedbestyrelse, i en pressemeddelelse.

»Josephine gjorde rede for sit perspektiv, og der var en efterfølgende samtale. Der er ikke før mødet eller på mødet kommet noget frem, der støtter anklagerne i artiklen«.

»På mødet drøftede vi også vores fælles tilgang til ledelse, og hvad vi fortsat skal gøre for at sikre det fremtidige arbejdsmiljø i hele organisationen.

»Som tidligere nævnt har vi inviteret Informations anonyme kilder til at henvende sig til hovedbestyrelsen. Vi ser frem til samarbejdet med Josephine«, skriver Jesper Callesen i pressemeddelelsen.

Kilder fortalte, at vred Fock havde grebet fat i folk

I Information-artiklen fortalte fire kilder, at de med egne øjne har set Josephine Fock gribe fysisk fat i folk, når hun er blevet vred på dem.

En femte kilde tilføjer, at han ikke selv har oplevet Josephine Fock ruske i andre, men at 'hun er fysisk grænseoverskridende'.

Episoderne skulle være fra perioden 2015-2018, da Fock var medlem af Folketinget.

Josephine Fock har afvist kritikken. Hun blev valgt som politisk leder 1. februar som afløser for Uffe Elbæk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her