Se Mette Frederiksens live-session nederst i artiklen:
Tirsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) de hidtil mest drastiske tiltag for at stoppe spredningen af coronavirus i Danmark.
Butikker, storcentre, sportshaller og mange andre samlingssteder blev tvunget til at lukke midlertidigt, ligesom det nu er forbudt at samles mere end ti personer i offentligheden.
Torsdag var statsministeren så klar til at svare på spørgsmål fra danskerne, da hun sendte livevideo fra sin facebookprofil.
25.000 brugere så med, imens der blev stillet 1.500 spørgsmål i løbet af de 20 minutter, statsministeren sendte live.
Før hun gik på, sagde hun, at hun forventede, at befolkningen havde en del spørgsmål.
»Kære alle. Der er gået godt en uge, siden vores alle sammens hverdag ændrede sig drastisk«.
Sådan startede hun, og før spørgsmålene gjorde hun det meget klart, hvor alvorlig situationen stadig er, efter over 1.000 danskere officielt er smittet med corona, og seks er afgået ved døden.
»Selv om tallene allerede er svære, så bliver jeg nødt til at sige direkte, at vi går en endnu hårdere tid i møde. Mange flere danskere vil blive smittet, og mange flere danskere vil blive syge – også på en kritisk måde«.
Herefter roste hun også den store indsats, som især sundhedspersonalet gør rundt omkring i landet og fik også lige nævnt trepartsaftalen, der blev indgået tidligere mellem arbejdsmarkedets parter.
»Danmark viser sit værd«, sagde hun.
»Den dumme sygdom«
Spørgsmålene varierede fra, hvad man kan gøre som særligt udsat person, og hvad private og små virksomheder kan forvente af hjælp.
En astmaramt og kræft-opereret ville gerne vide, hvad hun som udsat kunne gøre for »ikke at få den dumme sygdom«.
Her svarede statsministeren det, som man flere gange har hørt fra sundhedsmyndighederne: At hun helst skal holde sig fra andre og huske at gøre rent og være ekstra varsom med hygiejnen,
Til spørgsmålet om hjælp til små virksomheder henviste hun til hjælpepakken, der blev lavet i nat.
Der var altså ingen store nyheder at hente og endnu skrappere tiltag at se frem til endnu, og på et direkte spørgsmål, om hvorfor folk fra ferie ikke bliver sat i tvangskarantæne, svarede hun bare, at de selv skal gå i karantæne.
Hun fik altså samlet godt og grundigt op på den seneste uges store spørgsmål. Og på et spørgsmål, om hun selv husker at slappe af, så fik hun gjort det klart, at det er meget svært i denne tid.
»Jeg er statsminister. Så det der med at slappe af – det bliver bagefter«.
fortsæt med at læse


























