Fodboldbaner står tomme hen, og medlemmer af løbeklubber løber hver for sig.
Det har været situationen for det danske foreningsliv de seneste uger på grund af corona. Men nu opfordrer Venstre til en genåbning af foreningslivet.
I et brev til regeringen skriver flere Venstre-medlemmer, at regeringen sammen med sundhedsmyndighederne bør genåbne aktiviteterne inden for det danske idræts- og foreningsliv.
»Jeg håber, at sundhedsmyndighederne kigger på og overvejer, hvilke tiltag der skal være, for at man kan genåbne hele foreningsdanmark«.
»Hvis de ikke gør det, så er det her en opfordring til, at man også begynder at kigge den vej«, siger Venstres idrætsordfører, Sten Knuth.
Ifølge ham kan man allerede nu se folk begynde at forsamle sig og lave små arrangementer rundt omkring i Danmark - på trods af at de bliver bedt om ikke at gøre det.
»Så enten er der behov for at tydeliggøre, at det må man ikke, eller også skal man begynde at overveje, hvordan man kan gøre det ud fra nogle sundhedsfaglige vurderinger«, siger Sten Knuth.
I øjeblikket er forsamlingsforbuddet for mere end ti personer gældende indtil 10. maj. Større forsamlinger forbudt frem til 31. august.
ritzau




























