Der skal midlertidigt være en større økonomisk gulerod til ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse, der løfter deres uddannelsesniveau, når de er ledige. Det er et centralt forslag i et nyt opkvalificeringsudspil fra regeringen, som skal hjælpe nogle af de titusindvis af ledige, der følger af coronakrisen.
»Vi står i en voldsomt stor krise på højde med og måske endnu værre end stigningen i ledigheden efter finanskrisen, som især rammer folk med ingen eller kort uddannelse rigtig, rigtig hårdt«, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S).


























