En samlet opposition nægter at nikke ja til, at regeringen tirsdag kan få hastebehandlet og vedtaget et helt afgørende lovforslag.
Selv om regeringen i sidste uge besluttede, at alle mink i Danmark skal aflives hurtigst muligt, er lovgivningen bag tiltaget endnu ikke på plads. Det fremgår af et brev, som statsminister Mette Frederiksen (S) søndag sendte til Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen. I brevet anmoder hun om at få hastebehandlet et lovforslag, »der indfører et midlertidigt forbud mod erhvervsmæssigt hold af mink og ildere i Danmark, etablerer hjemmel til aflivning og bortskaffelse af mink og ildere i Danmark, herunder aflivning af raske mink uden for de i forvejen etablerede beskyttelseszoner, samt fastsætter regler om erstatning og/eller kompensation«.




























