Instruerede statsminister Mette Frederiksen (S) sin stabschef, Martin Justesen, i, hvad han skulle fortælle Fødevareministeriet og dermed daværende fødevareminister Mogens Jensen (S), om hvad han skulle sige i sagen om aflivning af alle mink i Danmark?
Det spørgsmål stiller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til statsministeren tirsdag under spørgetimen med statsministeren i Folketingssalen.
» Jeg skal bare høre, om stabschefen handlede på egne vegne eller på vegne af statsministeren«, siger han.
Baggrunden for spørgsmålene er artikler i B.T.
Her er det kommet frem, at Statsministeriet har været involveret i, hvordan Mogens Jensen skulle udtale sig, da han var kommet med to modsatrettede forklaringer om den lovhjemmel til at aflive alle mink, som viste sig ikke at være der.
»Selvfølgelig er der dialog mellem forskellige ministerier i en regering. Der er ikke noget som helst afslørende i det. Det står vi fuldstændig på mål for«.
»Det er den enkelte minister i regeringen, der står til ansvar for sin kommunikation«, siger Mette Frederiksen uden at svare direkte på sin egen rolle i sagen.
Hun afviser desuden, at hun eller Statsministeriet skulle have påvirket den interne redegørelse om forløbet, som blev udarbejdet af Fødevareministeriet.
Ifølge Mette Frederiksen så hun først redegørelsen kort før offentliggørelsen.
Også Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil have svar fra Mette Frederiksen på hendes kendskab til kommunikationen i minksagen.
Heller ikke han får et klart svar.
ritzau
fortsæt med at læse



























