De to stemmeslugere har begge tilhørt samme parti, men det er nu endegyldigt fortid ifølge Løkke.

Løkke ser ikke plads til Støjberg i sit nye netværk

Løkke Og Støjberg har tidligere kørt parløb, da hun var minister i hans regering (arkiv)  Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Løkke Og Støjberg har tidligere kørt parløb, da hun var minister i hans regering (arkiv) Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Lyt til artiklen

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har startet et nyt netværk, mens hans tidligere partikollega Inger Støjberg (V) overvejer sin fremtid, efter at hun er trådt tilbage som næstformand.

Der er dog ikke umiddelbart plads til Støjberg i netværket, som kan udvikle sig til et parti, siger Løkke i DR P1-programmet Ugens Gæst.

»Det kan jeg ikke forestille mig, for hvis man læser det, jeg står for, så hviler det på en analyse af, at der går en ny skillelinje ned i dansk politik også i Venstre«, siger Løkke.

Han afviser ikke, at det kan blive til et egentligt parti på sigt. Det ’afhænger af interessen’.

Han har tidligere advaret mod at fortsætte de rituelle udlændingestramninger samt talt for et samarbejde over den politiske midte.

Allerede under valgkampen lancerede Løkke ideen om et samarbejde for at holde yderfløjene udenfor indflydelse, da Venstre var presset i meningsmålingerne.

Som statsminister stod han dog i spidsen for den strammeste udlændingepolitik nogensinde og førte reelt blokpolitik på mange områder.

Han siger dog i radioprogrammet, at han havde tankerne, da han var statsminister, og allerede inden valgkampen.

Han undlader at svare på, om Støjberg bør komme for en rigsret i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Han vil bruge weekenden på at sætte sig ind i det og vil komme med en udmelding derefter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her