Uden modkandidat blev Stephanie Lose valgt som næstformand for Venstre efter Inger Støjberg.

Portræt: Venstres nye næstformand er en afdæmpet politiker med en elefanthukommelse

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

På et ekstraordinært landsmøde har partiet Venstres medlemmer søndag valgt Stephanie Lose som ny næstformand for partiet. Stephanie Lose, der er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, blev valgt enstemmigt. Der var ingen modkandidat.

Posten som næstformand blev ledig, da Inger Støjberg valgte at trække sig mellem jul og nytår. Det gjorde hun efter et sammenstød med formand Jakob Ellemann-Jensen, der endte med, at formanden bad sin næstformand om at træde tilbage.

I sin tale gjorde Stephanie Lose en dyd ud af at være en udramatisk figur i partiet.

»Det interne arbejde, jeg vil fokusere på, kræver ikke dissekering af kommentatorer og dagblade«, siger hun.

»Derfor ved jeg også, at de vil stemple min tale som kedelig. Og ved i hvad? Det synes jeg er helt i orden«.

Hun gentog på det ekstraordinære landsmøde, at det vil gøre hende i stand til at forvalte posten som næstformand anderledes, end den tidligere er blevet.

»Det vil binde partiet mere sammen«, siger Stepanie Lose.

»Venstre er et parti med stort regionalt og kommunalt bagland. Det er en stor styrke for Venstre. Selvfølgelig giver det debat, når vi deltager i debatten på Christiansborg, men det skal vi nok kunne håndtere».

Hun bliver set som den den sikre og afdæmpede politiker fra baglandet, der måske endelig kan skabe ro i Venstres omtumlede formandsskab.

Allerede inden søndagens ekstraordinære landsmøde har Stephanie Lose-effekten vist sig. Da hun meldte sit kandidatur til posten efter Inger Støjbergs exit var det reelt afgjort. Trods en mere kendt profil trak tidligere håndboldtræner og Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) øjeblikkelig følehornene til sig og opgav at stille op.

Elefanthukommelse

Hvem er hun så, kvinden, som mange danskere ikke kender særligt godt, selv om hun i årevis har været en af de allermest magtfulde personer på det vigtige sundhedsområde?

38-årige Stephanie Lose er uddannet økonom og investeringsrådgiver. Og det mærkes. Udadtil fremstår hun altid velovervejet, i kontrol og måske en anelse tør. Samtidig har hun mere styr på penge og tal end de fleste af hendes sundhedspolitiske kolleger. Lose er kendt for »elefanthukommelse« og for at være ekstremt velforberedt og besidde en indsigt i alle detaljer.

Selv om hendes profil i medierne ikke er så stor, så har hun politisk vist sit værd. Ret upåagtet blev hun som 22-årig valgt ind i det syddanske regionsråd i 2005 op til regionernes etablering i 2007. Men hun voksede med opgaven. Og i Venstre var hun det naturlige bud til at tage over i utide, da partifællen Carl Holst kom i uføre og blev politianmeldt som regionsformand.

Og Lose magtede den utaknemmelige take-over i utide. Det samme gjaldt i ambulancesagen, hvor regionen måtte erklære det private firma Bios konkurs og selv overtage driften af de livsvigtige ambulancer. Siden måtte Falck hoste op med en kæmpekompensation til regionen for sin uheldige rolle i sagen.

Lose kom helskindet igennem det hele. Og efter regionsvalget i 2017, hvor hun blev stemmesluger, viste hun, at hun også mestrer magtspillet, når det skal til.

Efter valget til landets fem regioner sad der socialdemokrater på fire af de fem formandsposter. Alle forventede derfor, at formandsstolen for Danske Regioner og afløser for den mangeårige formand Bent Hansen (S) blev rød igen. Men med en taktisk manøvre og brug af Radikale Venstre sikrede Stephanie Lose sig pladsen. Og tv-klippet, hvor hun køligt og velovervejet sendte en rasende Villy Søvndal (SF) ud i mørket, fordi hun fandt hans optræden i valgkampen illoyal, huskes af mange.

Win-win-win

Sin integritet viste hun også, da gik hun lodret op mod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) planer om at nedlægge regionerne. Men Lose vandt igen.

Nu skal hun genindføre ordentlighed i Venstre i en historisk svær situation for partiet. Her kan hun blive en win-win-win: Hun er ikke en aktiv del af de interne konflikter, der har martret Venstre i årevis. Og hun har ingen planer om at bruge posten til at positionere sig politisk udadtil som de tidligere næstformænd. Endelig er hun som bosiddende sønderjyde dybt rodfæstet i Venstres vigtige jyske bagland.

Hun bliver boende i Esbjerg med sin mand og to døtre. Og hun genopstiller til regionsvalget til november.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her