Inger Støjberg (V) erkender, at der er blevet begået fejl i sagen om de adskilte asylpar, som tirsdag fører til, at Folketinget skal stemme om en rigsretssag mod hende. Hun fastholder dog, at hun ikke opfordrede sit embedsværk til at gøre noget ulovligt i sagen.
»I modsætning til alle jer, der om lidt trykker på den grønne knap, så var jeg i lokalet. Jeg ved, hvad jeg har sagt og gjort, og jeg ved, at jeg ikke beordrede nogen til at gøre noget ulovligt«, siger Inger Støjberg fra Folketingets talerstol som privatist inden afstemningen, der efter al sandsynlighed vil sende hende for rigsretten på grund af sagen fra 2016.
Sagen handler om, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles uden en individuel vurdering. Det havde de ellers krav på. Først ombudsmanden, så byretten, så en større kommissionsundersøgelse og senest uvildige advokater har vurderet, at der i Støjbergs tid som udlændinge- og integrationsminister blev gennemført en ulovlig instruks.
Inger Støjberg fortryder ikke sin ageren i sagen.
»Jeg greb ind. Jeg gjorde, hvad jeg fastholder var det eneste rigtige politiske og menneskelige at gøre«, siger hun.
Afstemning i tre hold
Der er et stort flertal i Folketinget for at stille Inger Støjberg for en rigsret. Det vil blive den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien og den første siden rigsretssagen om Tamilsagen, der i 1995 kostede tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) fire måneders betinget fængsel.
Kun Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som for nylig forlod Venstre for at blive løsgænger, har tilkendegivet, at de vil stemme imod en rigsretssag mod Inger Støjberg. Hertil kommer ni medlemmer af Venstres folketingsgruppe, herunder Støjberg selv. Venstre vil som parti stemme for en rigsretssag, men har stillet partiets medlemmer frit.
Støjberg er fortsat Venstres retsordfører, men hun har selv indikeret, at hun regner med, at partiet vil fratage hende ordførerskabet. Status er, at partitoppen i Venstre endnu ikke har taget stilling til, om Støjberg skal beholde sit ordførerskab eller ej. Så hun kan altså fortsat miste det senere.
På den anden side mangler Støjberg endnu også at melde ud om sin fremtid i partiet. Den har hun sået tvivl om. Partitoppen har meddelt, at hun snart må komme med et svar.
Afstemningen om en rigsretssag kommer på grund af coronasituationen til at foregå i tre hold, der skal stemme på skift i Folketingssalen. De normale clearingsaftaler i Folketinget er ophævet til afstemningen, og derfor skal alle 179 medlemmer have mulighed for at stemme i salen.
Løkke: Rigsretssag graver grøfterne dybere
Før Støjberg indtog talerstolen, var det Lars Løkke Rasmussen, der havde ordet. Her pointerede den tidligere statsminister for Venstre og nuværende løsgænger igen, at han vil stemme imod en rigsretssag, for det vil splitte befolkningen.
»En rigsret kommer til at grave grøfterne dybere. Der er gået skyttegrav og symbolpolitik i sagen fra begge sider. Der har været en stædighed hos Inger Støjberg, som jeg selv fejlagtigt har tolereret alt for længe. Men det her er ikke godt for samlingskraften i den danske befolkning«, sagde Lars Løkke Rasmussen, der i stedet mener, at et samlet Folketing skal vedtage en beretning, der udtaler kritik af Inger Støjberg.
En rigsretssag kan føre til et martyrium, sagde Lars Løkke Rasmussen, der mener, at der er for meget usikkerhed om en rigsretssag kan føre til domfældelse mod Inger Støjberg:
»Hvis der mod min forventning dømmes til straf, vil det være i den meget lette ende. Man anlægger ikke en rigsretssag for at finde ud af, om der kan straffes. Man anlægger en rigsretssag, hvis man føler sig overbevist om, at det fører til domfældelse«.
ritzau
fortsæt med at læse
Thulesen forsvarer Støjberg: Sagen er ikke stor nok til rigsret
-
Køreplanen for historisk dag i Folketingssalen er lagt: Kilder varsler, at Støjberg vil holde tale
-
Fra »Ingen tvivl« til »historisk fejltagelse«: Her er partiernes argumenter for og imod Støjberg
-
De var Støjbergs kampfæller. Nu vil de stemme for at rejse en rigsretssag mod hende – men ikke fortælle hvorfor


























