Regeringens håndtering af coronakrisen afdækker »kimen til et alvorligt demokratisk legitimitetsproblem«, som kalder på løsninger. Det konkluderer ekspertgruppen, anført af professor emeritus Jørgen Grønnegård, som i forrige uge offentliggjorde sin rapport om epidemiens første fase.
Rapporten undersøger håndteringen af nedlukningen af Danmark i foråret 2020, og den bekræfter, hvad Folketinget klagede over i foråret; at de folkevalgte blev serviceret dårligt af regeringen og i visse tilfælde vedtog lovforslag samt traf beslutninger i blinde. Lovforslag blev hastet igennem, høringsrunder blev suspenderet, mens flere af Folketingets spørgsmål blev besvaret sent eller slet ikke.




























