Venstre-profilen stopper i Folketinget med udgangen af marts og skal arbejde for medlemskab af sikkerhedsråd.

Kristian Jensen bekræfter: Jeg skal være særlig udsending og forlader Folketinget

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Venstres Kristian Jensen skal være særlig repræsentant for Danmark i bestræbelserne på at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Det er tirsdag blevet bekræftet på et pressemøde på Marienborg, statsminister Mette Frederiksens (S) embedsbolig.

»Kristian Jensen er den helt rigtige mand til at kæmpe for det danske kandidatur. Tak, fordi du tager ansvaret på dig«, siger Mette Frederiksen.

Kristian Jensen, der er tidligere udenrigsminister, finansminister og skatteminister, stoppede i august 2019 som næstformand i Venstre efter et opgør med daværende V-formand Lars Løkke Rasmussen, der også måtte gå.

Siden har 49-årige Kristian Jensen ført en perifer tilværelse i Venstre sammenlignet med årene som minister.

Han ser frem til sin nye opgave, som han indleder i august.

»Jeg skal være en del af en kampagne, der skal sikre, at Danmark bliver valgt ind, så vi kan sidde ved det fineste bord i FN’s Sikkerhedsråd. Her kan vi være med til påvirke beslutningerne i verden omkring os«.

»Sikkerhed, klima, migration og menneskerettigheder bliver emner, vi skal fokusere på i kampagnen«, siger Kristian Jensen, der udtræder af Folketinget med udgangen af marts.

Han har været medlem af Folketinget siden 1998 og var næstformand for Venstre i ti år.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortæller, at »vi nu som dansk regering er klar til et endnu større globalt ansvar«.

Derfor er Danmark officiel kandidat til en plads i FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026, bekræfter statsministeren på et doorstep på Marienborg.

»Regeringen vil arbejde for, at Danmark får plads i FN’s Sikkerhedsråd. At blive valgt ind er en stor opgave og en langstrakt valgkamp. Vi skal have 129 forskellige lande til at bakke op om det danske kandidatur«, siger Mette Frederiksen.

Hun pointerer dog, at det ’ikke er en umulig opgave’, for Danmark har været i sikkerhedsrådet fire gange før. Senest i 2005-2006.

»En plads i sikkerhedsrådet vil give os mulighed for at kæmpe for danske og demokratiske værdier i en verden, der er i opbrud«, uddyber Mette Frederiksen.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her