Kommunernes ønske om i løbet af tre år at styrke indsatsen for børn, unge og voksne med et handikap eller særlige sociale eller psykiske problemer med 5,5 milliarder kroner får en hård modtagelse af finansminister Nicolai Wammen (S). Kravet er uden for skiven, mener ministeren.
Han indleder tirsdag forhandlingerne med Kommunernes Landsforening om næste års økonomi, og her har kommunerne på forhånd gjort det til et hovedkrav at få løftet det specialiserede socialområde, som dækker indsatsen til personer med fysisk handikap eller psykiske problemer, med 5,5 milliarder kroner. Kommunerne bruger i dag 51 milliarder på området.




























