Michael Monberg er blevet valgt som politisk ordfører i Veganerpartiet.
Det står klart efter en afstemning ved et digitalt ekstraordinært landsmøde søndag.
Monberg stiftede oprindeligt partiet sammen med Henrik Vindfeldt. Monberg var også partiets første forperson.
Men efter at partiet blev opstillingsberettiget i september sidste år, trak Michael Monberg sig som forperson.
Lisel Vad Olsson overtog posten, mens Henrik Vindfeldt blev partileder.
Vindfeldt trak sig efterfølgende som partileder, og derfor skulle partiet finde en ny frontfigur.
Ved partiets ordinære landsmøde 12. juni blev det besluttet at indføre en politisk ordfører i stedet for posten som partileder. Ordføreren vælges for en periode på to år.
Monberg vandt med 62 procent af stemmerne over Lisel Vad Olsson og Simon Nyborg Jensen. De fik henholdsvis 27 og 11 procent af stemmerne.
ritzau
fortsæt med at læse




























