Martin Damm (V) står til igen at blive kommuneformand med støtte fra Radikale Venstre. Han erstatter Jacob Bundsgaard (S).

Radikale vil erstatte socialdemokrat med Venstre-mand til vigtig post

Martin Damm (V) skal være ny formand for Kommunernes Landsforening, hvis det står til Radikale Venstre Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Martin Damm (V) skal være ny formand for Kommunernes Landsforening, hvis det står til Radikale Venstre Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Socialdemokratiet fik ikke bare det dårligste kommunalvalg i årtier, partiet står nu også til at miste den magtfulde post som formand for Kommunernes Landsforening (KL).

Her har Radikale Venstre nu det afgørende mandat i bestyrelsen, og partiet har besluttet at pege på Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), som ny formand frem for den nuværende, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Støtten til Damm har været en svær beslutning, fortæller Leon Sebbelin, der sidder i KL’s bestyrelse for de radikale. Sammen med partifæller har han haft samtaler med både Martin Damm og Jacob Bundsgaard.

»Det er gode, stærke folk, og de har begge to erfaring«, siger han.

Hvad der har været udslagsgivende for beslutningen, kan han ikke konkret pege på. Det bunder ikke i, at den ene kandidat lovede Radikale Venstre flere poster end den anden. Tilbuddene var lige gode.

»Det er nuancer, og de kunne være blevet udlignet«, siger Leon Sebbelin.

»Jeg kan ikke pege på noget og sige, det er lige præcis derfor«, fortsætter han, der heller ikke kan nævne noget, som Jacob Bundsgaard i sin tid som formand burde have gjort anderledes.

Sebbelin afviser, at bestyrelsen for de radikales kommunalpolitiske netværk, som har været involveret i beslutningen, har skelet til positionerne på Christiansborg.

»I Radikale Venstre har vi en lang og god tradition for, at i det lokale er det kommunalfolket, der regerer. Og det har det også været i det her tilfælde. Sofie (Carsten Nielsen, red.) fik dog en orientering om, hvad vores beslutning var, inden pressemeddelelsen blev sendt ud«, siger Leon Sebbelin.

S: Ikke usædvanligt

De radikale har ifølge Jacob Bundsgaard ikke begrundet fravalget over for ham, men han er ikke overrasket over beslutningen, siger han.

»Det er valgets resultater, og det skal man have respekt for. Det er mange år siden, at de radikale har peget på Socialdemokratiet i KL. Jeg tror, vi skal tilbage til 1998, så det er ikke sådan en helt usædvanlig konstellation. Det tager vi selvfølgelig til efterretning«, siger han.

Er du skuffet?

»Nej, det er jeg ikke. Det er sådan, politik er. Når man har stemmerne, har man mulighed for at bestemme«, siger Jacob Bundsgaard.

Mens han har været formand, har Martin Damm været næstformand.

»Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Martin Damm, og det håber jeg at kunne fortsætte i den nye konstellation. Jeg forventer ikke, at der kommer store ændringer i kursen«, siger Bundsgaard.

Formelt skal KL’s nye bestyrelse ifølge Altinget først konstitueres til marts på organisationens generalforsamling. Bestyrelsen har 17 medlemmer, som bliver sammensat på baggrund af resultaterne til kommunalvalget. Efter valget i 2017 havde Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten flertal i KL’s bestyrelse, men efter valget tidligere på måneden endte de radikale med at være tungen på vægtskålen, fordi Socialdemokratiet mistede et mandat.

Efter kommunalvalget i 2013 var de radikale også afgørende, og her valgte partiet også at tildele formandsposten til Venstre. Det til trods for, at Radikale Venstre dengang sad i regering med Socialdemokratiet.

Personlig tilbagegang

Bliver formandsskiftet en realitet, vil formandsposten ikke være uvant for Martin Damm. Han var også formand for KL fra 2014 til 2018, inden Jacob Bundsgaard overtog.

»De Radikale er altid grundige. De førte samtaler med begge sider, og så er jeg selvfølgelig glad for, at de pegede på mig«, siger Martin Damm til Ritzau.

Både han og Bundsgaard blev begge genvalgt ved sidste uges kommunalvalg og kan begge se frem til endnu en periode som borgmester. Personligt fik de dog to meget forskellige valg.

Jacob Bundsgaard måtte notere sig en stor personlig tilbagegang, da han fik halveret antallet af personlige stemmer sammenlignet med valget i 2017. En tendens, der også gik igen i København, Aalborg og Odense, hvor Socialdemokratiet gik markant tilbage.

For Martin Damm bød valget stort set på status quo, når det kom til de personlige stemmer. Han fik 4320, mens 4286 personer i 2017 satte kryds ud for hans navn.

Cecilie Lund Kristiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her