Det vakte opsigt, irritation og en del undren, da den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, gik til frontalangreb på regeringen lige midt i kommunalvalgkampen. Regeringen er for lukket, for magtfuldkommen, og Sofie Carsten Nielsen kunne »ikke se« for sig, at Radikale Venstre ville fortsætte, som de har gjort siden juni 2019. Som støtteparti for en etpartiregering. Mere konkret var hun ikke.
Derfor blev interviewet i Berlingske også set som endnu en radikal trussel i en lang række af trusler, og i regeringstoppen vakte det irritation, at også støttepartiet nu kritiserede statsminister Mette Frederiksen (S) for at være for magtfuld. Her var læsningen, at vel elsker de to partier ikke hinanden, så langtfra, men de ender alligevel altid sammen. Så det var vel bare endnu et forsøg på at få Radikale Venstre ind i regeringsvarmen.




























