Artiklen er opdateret kl. 12.12 med en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl.
Næstformand Morten Messerschmidt vil gerne være formand for Dansk Folkeparti.
Men han vil alligevel fortsat trække sit kandidatur, hvis løsgængeren Inger Støjberg også vil være formand for partiet trods en ubetinget fængselsdom på 60 dage.
Det bekræfter han tirsdag, efter at han mandag ville overveje sagen.
»Det, jeg har sagt tidligere, står jeg ved. Inger Støjberg er, uanset hvad der er sket, en fantastisk person og politiker. Og hvis hun vil komme til Dansk Folkeparti, vil jeg klappe i mine små hænder«, siger Morten Messerschmidt inden et gruppemøde.
Støjberg idømt 60 dages fængsel
Mandag fik Støjberg en historisk dom på 60 dages fængsel for at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig, ulovligt i 2016. Dengang var hun udlændinge- og integrationsminister for Venstre.
Det er den blot anden rigsretssag i 100 år.
Dansk Folkeparti byder hende dog stadig velkommen med åbne arme, selv om hun er dømt.
Messerschmidt og flere andre partimedlemmer mener, at hun er værdig til fortsat at sidde i Folketinget.
»Det mener jeg afgjort. Nu har jeg haft lejlighed til at læse dommen. Der er en masse perspektiver, men ikke noget, der vil erklære hende uværdig«.
»Hvis hun kan tilslutte sig Dansk Folkepartis politik og vil være med på en genstart af partiet, så er hun hjertelig velkommen«.
»Det, jeg har sagt tidligere, står ved magt. Hvis Inger gerne vil være formand og kan tilslutte sig Dansk Folkepartis politik og ønsker at genrejse partiet, så bakker jeg op«, siger Messerschmidt.
Thulesen: Hun er kriminel men ikke uværdig
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, anerkender, at Inger Støjberg nu er dømt kriminel.
Men han mener, der er forskel på domme, og at Inger Støjberg dermed fortsat godt kan være både medlem af Folketinget, medlem af Dansk Folkeparti og formand for partiet, skulle hun ønske det.
»Inger Støjberg har fået en dom. Jeg tror, at hvis man slår op i Den Store Danske, så finder man tydeligt, at hvis man er dømt i en retssal, så er man kriminel«.
»Hun er dømt. Hun har fået en straf, hun skal afsone. Sådan er det«, siger Kristian Thulesen Dahl forud for et gruppemøde i Dansk Folkeparti tirsdag.
Men at der er faldet dom betyder ikke, at Inger Støjberg skal erklæres uværdig til at sidde i Folketinget. Og ej heller til en plads i partiet eller sågar et formandskab.
Ritzau
fortsæt med at læse




























