Dansk Folkeparti har fordelt ordførerposterne efter Morten Messerschmidt. Det har blandt andet medført en rokade, så Pia Kjærsgaard overtager posten som integrationsordfører fra Marie Krarup, som hun strides med.

Striden i DF tager ny drejning: Marie Krarup mister ordførerpost til Pia Kjærsgaard

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

DF-formand Morten Messerschmidts ordførerposter er blevet fordelt ud på René Christensen, Dennis Flydtkjær og Alex Ahrendtsen. Det står fast efter Dansk Folkepartis gruppemøde torsdag. Desuden er det værd at bemærke, at Marie Krarup, der har været yderst kritisk over for Messerschmidt, mister sin post som integrationsordfører. Den post får partistifter Pia Kjærsgaard. Hun er i forvejen udlændingeordfører.

»Vi synes, at integration og udlændinge passer godt sammen. Det er gruppen, der har besluttet det her«, siger gruppeformand Peter Skaarup og tilføjer, at Krarup er indforstået med beslutningen.

Krarup, der for længst har meldt ud, at hun ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, og Pia Kjærsgaard har offentligt været i totterne på hinanden efter formandsvalget i januar. Kjærsgaard støtter Messerschmidt og har ikke brudt sig om Krarups kritik af Messerschmidt. Samt at Krarup har truet med at forlade DF på grund af Messerschmidt som formand. På den anden side mener Krarup, at Kjærsgaard blander sig for meget i styringen af DF.

René Christensen bliver klima- og energiordfører, mens Dennis Flydtkjær overtager Messerschmidts post som kulturordfører. Både Christensen og Flydtkjær støttede Messerschmidt i DF’s formandsopgør i sidste måned.

I forvejen er Christensen finansordfører. Og i sidste uge blev han udnævnt som ny politisk næstformand af folketingsgruppen. Det var dog ikke helt efter planen, da Messerschmidt havde udset sig Christensen til posten som gruppeformand i stedet for Peter Skaarup. Der var dog modstand i folketingsgruppen mod Messerschmidts plan, og Skaarup vandt kampvalget om gruppeformandsposten.

Flydtkjær har i forvejen også en del andre ordførerposter. Eksempelvis er han skatteordfører. Flydtkjær var der også drama omkring i sidste uge, da gruppeledelsen skulle findes efter formandsvalget 23. januar. Messerschmidt ønskede Flydtkjær som en del af ledelsen. Men også her var der modstand. Hans Kristian Skibby, der ikke er Messerschmidt-støtte, udfordrede Flydtkjær om den sidste plads i ledelsen og vandt afstemningen.

Det er også blevet officielt, at eksformand Kristian Thulesen Dahl er ny forsvarsordfører. Den post overtager han fra Søren Espersen efter gensidig aftale de to imellem. De facto agerede Thulesen Dahl allerede forsvarsordfører, inden han formelt fik posten.

Partisekretær stopper

Partiet oplyser desuden, at Steen Thomsen stopper som partisekretær i Dansk Folkeparti. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Derfor er rollen vigtig for et politisk parti.

Det var også Steen Thomsen, der fra scenen i Herning Kongrescenter 23. januar kunne fortælle, at Morten Messerschmidt havde vundet formandsopgøret over Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Han er ikke blevet fyret, og det skyldes ikke uoverensstemmelser med den nyvalgte formand, siger Steen Thomsen selv til Ritzau.

»Det er 100 procent min egen beslutning. Morten har sagt til at begynde med, at han så mig som en del af holdet. Det har jeg takket for, men jeg har valgt at gøre brug af muligheden for at sige, at alting har sin tid, og derfor har jeg benyttet mig af en option for at indgå en fratrædelsesordning. Det giver mulighed for at få nye kræfter til«, siger Thomsen.

Ny partisekretær bliver hovedbestyrelsesmedlem Jens Vornøe, oplyser DF. Tidligere europaparlamentariker for DF Anders Vistisen overtager Vornøes plads i hovedbestyrelse. Vistisen er erklæret Messerschmidt-støtte. Han har tidligere siddet i hovedbestyrelsen.

Valget af Vornøe imponerer ikke Martin Henriksen, hvis angreb mod Messerschmidt er fortsat med nærmest uformindsket styrke efter formandsvalgnederlaget.

»Når dramaqueen nr. 1. Jens Vornøe bliver ny partisekretær, så siger det noget om partiets tilstand«, skriver Henriksen på Twitter.

Siden formandsvalget har Henriksen, som tidligere var folketingsmedlem og fremtrædende udlændingeordfører i DF, fortalt, at han ikke stiller op ved næste folketingsvalg. Desuden har Henriksen forladt DF’s hovedbestyrelse. Alt sammen på grund af Messerschmidt, lyder det fra Henriksen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her