Enhedslisten finansordfører, Rune Lund, stiller ikke op til næste folketingsvalg alligevel.
Det meddeler han på Facebook.
Rune Lunds kone har fået job i Kenya de næste to år, hvorfor hele familien flytter til Kenya efter sommerferien.
»Med kort varsel har min dygtige hustru Marianne fået tilbudt et meget spændende job i Kenya de næste to år, og vi har besluttet at takke ja til dette som familie«.
»Jeg og resten af familien flytter derfor til Kenya efter sommerferien«, skriver Rune Lund i sit opslag.
»Jeg er derfor ikke kandidat til det kommende folketingsvalg«, tilføjer han på Twitter.
Rune Lund var folketingsmedlem fra 2005 til 2007 og igen fra 2015. Han regner med, at han i midten af juli vil meddele Folketinget, at han udtræder. Det kommer an på, hvornår konen begynder sit nye job, skriver Rune Lund på Facebook.
Det næste folketingsvalg finder senest sted 4. juni 2023.
ritzau




























