Kristian Thulesen Dahl tager nu konsekvensen af de interne stridigheder i Dansk Folkeparti. Den tidligere partiformand har besluttet ikke at stille op for partiet til næste folketingsvalg, siger han til Radio4.
Beslutningen er kulminationen på et uskønt forløb ovenpå formandsskiftet i partiet, hvor Kristian Thulesen Dahl og den nye formand, Morten Messerschmidt, ikke er lykkedes med at finde frem til et samarbejde, som de begge kunne acceptere.
I stedet er små sager blevet til offentlige slagsmål, der også har fået flere lokale partiforeninger til at falde sammen.
»Der har været så meget i de seneste år, og jeg håbede, at det sluttede, da jeg gik af som formand i januar. Men det slutter ikke. Det er blevet ved«, siger Kristian Thulesen Dahl til Radio4.
Han henviser til den seneste uges diskussion mellem ham og Morten Messerschmidt om, hvilke ordførerskaber Thulesen fremadrettet skulle have. Det har for Thulesen Dahl været dråben, der fik bægeret til at flyde over, fordi diskussionen ikke kunne holdes internt.
»Det er ikke det, der er afgørende for, om jeg skulle blive i folketingsgruppen, men det er en indikation på, at selv her ønsker man ikke at opbygge tillid ved at tale med hinanden, men i stedet om hinanden«, siger Kristian Thulesen Dahl til Radio4.
Han tilføjer, at han fortsætter i partiet frem mod næste folketingsvalg.
»Man skal forstå, at der er mange, jeg holder af, og som jeg har arbejdet sammen med i mange år. At melde sig ud er ikke bare noget, man lige gør«, siger han til Radio4.
I et Facebook-opslag uddyber Thulesen Dahl sin beslutning. Han skriver, at der tilsyneladende ikke er kommet ro på partiet, selv om han som eks-formand har forsøgt at holde sig i baggrunden.
»Min endelige erkendelse af det kom nok på valgaftenen den 1. juni (ved folkeafstemningen, red.), hvor der var offentlig kritik af mit manglende fremmøde. Ingen havde dog gjort sig den ulejlighed at spørge mig, hvorfor jeg for første gang siden 1994 havde prioriteret familien fremfor at være på Christiansborg. En lille ting, der burde have været håndteret internt, blev pludselig en stor offentlig sag til skade for partiet«, skriver han.
Beslutning kommer ikke bag på Messerschmidt
Morten Messerschmidt siger, at Kristian Thulesen Dahls beslutning ikke kommer bag på ham.
»Denne beslutning har han loyalt drøftet med mig for fler uger siden«, siger han.
Messerschmidt siger, at han ikke kan genkende Thulesen Dahls kritik af, at en diskussion om ordførerskaber i partiet skulle være dråben, der fik bægeret til at flyde over.
»Det kan jeg ikke rigtig genkende. Han har selv talt om ordførerskaberne i offentligheden«.
Ved det seneste folketingsvalg i 2019 fik den daværende partiformand med 23.119 personlige stemmer ottendeflest stemmer af alle, selv om DF gik markant tilbage.
Til Radio4 siger Kristian Thulesen Dahl, at han ikke har lagt sig fast på, om han vil stille op for et andet parti ved næste valg eller indgå i et partisamarbejde med Inger Støjberg, som mange har gættet på kunne blive en realitet.
»Nu skal Inger Støjberg jo først stifte et nyt parti, og mange DF’ere vil selvfølgelig komme til at tage stilling til, om det er interessant i forhold til deres nuværende medlemskab af Dansk Folkeparti. Jeg skal bruge noget tid på nu at finde ud af, hvad fremtiden skal bringe. Men jeg vil holde øjne og ører åbne«, siger han.
Lokalformand: Tager det til efterretning
Kristian Thulesen Dahl blev tidligere i år genvalgt som folketingskandidat i partiets Vejle Nord-afdeling. Her er lokalformand Flemming Hansen alt andet end glad for situationen.
»Det er da træls i øjeblikket. At folk melder sig ud rundt omkring. Det gavner ikke partiet«, siger han til Politiken men forsikrer samtidig om, at der »ikke er nogen panik her i Vejle«.
»Det er Kristians egen beslutning (ikke at genopstille, red.), og den tager vi til efterretning og så må vi prøve at finde en ny kandidat«.
Lokalformanden vil ikke svare på, om han på forhånd blev orienteret af Kristian Thulesen Dahl inden interviewet i Radio4.
Til forklaringen om, at Kristian Thulesen ikke genopstiller på grund af den interne uro i partiet, siger Flemming Hansen, at han »ikke følger ret meget med i, hvad der sker på Christiansborg«, men at han er enig i, at sagen om ordførerskaberne »var noget man skulle have taget internt« i stedet for i medierne.
Blå bog
Kristian Thulesen Dahl
René Christensen, der er politisk næstformand i Dansk Folkeparti, siger til Ritzau, at det er godt at få en afklaring.
»Jeg tænker, at det er noget, Kristian har tænkt over i lang tid for at kunne komme med den udmelding«.
»Men det er også godt, når man har det sådan, og det er det, man ønsker, at man så får meldt det ud. Det er godt for Kristian at få det sagt, og det er også godt for Dansk Folkeparti, at vi får den melding fra Kristian«.
fortsæt med at læse




























