Artiklen er opdateret klokken 13.15.
Det seneste halve år er folketingsgruppen hos Dansk Folkeparti mere end halveret. 10 folketingsmedlemmer har foreløbigt forladt partiet, fire af dem har udtrykt interesse for Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne. Også flere profiler i partiet hovedbestyrelse og sekretariat på Christiansborg har forladt partiet.
Dermed består Dansk Folkepartis folketingsgruppe nu af:
Morten Messerschmidt (formand), René Christensen (næstformand), Alex Ahrendtsen, Kristian Thulesen Dahl, Mette Hjermind Dencker, Pia Kjærsgaard.
23. januar i år vandt Morten Messerschmidt formandsopgøret med knap 60 procent af stemmerne. Siden har han kæmpet for at skabe ro i partiet. Indtil videre uden held.
Her følger et overblik over situationen i DF:
25. juni
Tidligere næstformand Søren Espersen skriver på Twitter, at han melder sig ud af partiet. Der er »mange årsager«, lyder det.
Han fortsætter som løsgænger i Folketinget, siger han til Berlingske.
Han afviser ikke en mulig fremtid i Danmarksdemokraterne, men siger til avisen, at »det er jo så lidt, vi ved om det parti«.
»Det, som jeg har brug for nu, er simpelthen bare lige et pusterum, fordi det har været så følelsesbetonet for mig med denne her udmeldelse, og fordi jeg har været medlem af det her parti fra starten«, siger Espersen til Berlingske.
Også Dennis Flydtkjær, der er valgt i Vestjyllands Storkreds, melder sig ud af partiet efter 22 års medlemsskab. Det skriver TV Midtvest.
24. juni
Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti. Han siger, at han har forsøgt at bakke op om Morten Messerschmidt som formand og at skabe ro i partiet, men konstaterer, at den interne uro fortsætter. Han overvejer nu at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, som den rigsretsdømte og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg har stiftet.
Den mangeårige gruppeformand, Peter Skaarup, som var med til at etablere Dansk Folkeparti i 1995, meddeler, at han har meldt sig ud. Han har mistet tilliden til ledelsen, siger han. Peter Skaarup vil gerne stille op som folketingskandidat for Danmarksdemokraterne ved næste valg, hvis partiet bliver opstillingsberettiget, oplyser han.
26. februar
Folketingsmedlem Marie Krarup forlader DF. Hun har længe ytret sig kritisk om Messerschmidt og flere gange truet med at forlade partiet. Senest vil Krarup ikke acceptere at få mundkurv på omkring Rusland, der har invaderet Ukraine. Krarup har tidligere talt positivt om Rusland.
22. februar
Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlader DF. Han siger - lige som fire andre folketingsmedlemmer - at det er Morten Messerschmidts ledelse og Pia Kjærsgaard, der er årsagen.
Pressechef Jesper Beinov oplyser, at han har opsagt sin stilling per 1. april, fordi han har fået et nyt job.
21. februar
Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech forlader DF. De kan ikke forlige sig med Morten Messerschmidts ledelsesstil og siger, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og ’voksenmobber’. De fortsætter som løsgængere.
11. februar
Det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen forlader partiet. Han og Merete Dea Larsen havde et par uger forinden tabt valget om formandsposten til Messerschmidt. Henriksen var i mange år DF’s profilerede udlændingeordfører.
10. februar
Steen Thomsen stopper som DF’s partisekretær. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Han er fortsat medlem af partiet. Rollen som partisekretær overtages af Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.
Kilder: Ritzau, Berlingske, TV 2, DR, TV 2 Fyn, Jyllands-Posten og B.T.
ritzau
fortsæt med at læse




























