De Radikale har helt stoppet kontakten til Karen Melchior, der repræsenterer partiet i EU-Parlamentet.

Ledelsen i partiet har flere gange bedt hende stoppe. Nu har de helt droppet kontakten

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
Lyt til artiklen

De Radikale har i maj opfordret Karen Melchior til at nedlægge sit mandat i EU-Parlamentet. Men det har ikke haft nogen effekt.

I denne uge har Karen Melchior både holdt en tale i EU-Parlamentet i Strasbourg om indgreb mod tech-giganter og blandt andet stemt om bæredygtigt brændstof i fly.

Dermed fortsætter hun med at repræsentere partiet, selv om De Radikale har opfordret hende til at nedlægge sit mandat. De Radikale er dermed havnet i en situation, hvor man hverken har kontakt eller kontrol med et af partiets mandater i EU-Parlamentet.

Og den situation kan komme til at gælde i resten af valgperioden. I modsætning til andre partier har De Radikale nemlig ikke en eksklusionsparagraf, så man har ikke mulighed for at smide Karen Melchior ud af partiet. Melder Melchior sig ud af partiet, vil hun kunne beholde sin plads i parlamentet som løsgænger.

Efter afstemningerne i EU-Parlamentet torsdag, spurgte Ritzau Karen Melchior, om hun vil imødekomme partiets ønske om, at hun nedlægger sit radikale mandat.

Eller om hun alternativt vil respektere partiets ønske om, at hun kun udtaler sig, når hun har mandat fra den radikale gruppe i EU-Parlamentet.

Men hun valgte at gå uden at svare på nogen af spørgsmålene.

Ritzau ville også gerne have spurgt Karen Melchior, om hun selv mener, at hun repræsenterer De Radikale, og om hun fortsat har kontakt til nogen i partiet om den politiske linje, hun fører.

Karen Melchior har tidligere været medlem af borgerrepræsentationen i København for De Radikale. Hun blev valgt til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre i 2019 med 17.292 personlige stemmer.

Men tiden i EU-Parlamentet har langt fra været fryd og gammen. Ekstra Bladet har beskrevet, hvordan flere af Karen Melchiors medarbejdere har sagt op, fordi arbejdsmiljøet blev for hårdt. Medarbejderne fortalte, at det skyldtes Karen Melchiors hidsige udfald.

I februar sygemeldte Karen Melchior sig. Hun fortsatte dog alligevel med at stemme i EU-Parlamentet. Det burde hun holde sig fra, når hun var sygemeldt, lød det fra den radikale ledelse.

I marts meddelte hun så, at hun var klar til at genoptage arbejdet i EU-Parlamentet. Men siden har De Radikales hovedbestyrelse opfordret hende til at trække sig fra sit mandat i EU-Parlamentet.

I en kommentar lød det fra landsformand Mikkel Irminger Sarbo:

»Afsæt for situationen er en række alvorlige brud på Radikale Venstres samværspolitik, samt at vi ikke kan opnå sikkerhed for et tilfredsstillende arbejdsmiljø på Karen Melchiors kontor i Europa-Parlamentet«, lød det dengang fra Mikkel Irminger Sarbo.

Han ønsker ikke at kommentere den nuværende situation. Partiet understreger, at man har hjulpet flere af Karen Melchiors medarbejdere videre, da de var psykisk ramt af tiden med Karen Melchior som chef.

De Radikale i Københavns Storkreds har nomineret en ny kandidat til EU-Parlamentet i stedet for Karen Melchior. Det bliver den tidligere formand for Radikal Ungdom Sigrid Friis Frederiksen. Karen Melchior selv udeblev fra det møde, hvor nomineringen fandt sted og kan dermed ikke stille op for partiet. Radikale sammensætter deres endelige liste med kandidater til valget til Europa-Parlamentet til efteråret næste år.

Ifølge Ritzaus oplysninger bliver Karen Melchior ikke længere inviteret til at tale ved begivenheder som partiets landsmøde til september.

Her skal De Radikale blandt andet diskutere, om man skal indføre en eksklusionsparagraf.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her