De borgerlige vælgere får for første gange i årtier to statsminister-kandidater at vælge imellem.

Spændingen er udløst: Søren Pape Poulsen vil være statsminister efter næste valg

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Opdateret 11.02:

Efter længere tids spekulation kom Søren Pape Poulsen så med den nyhed, mange har ventet på:

Den konservative partileder går til valg som statsminister-kandidat.

Venstre har ellers været alene blandt de borgerlige partier om at stille med statsminister-kandidater ved de seneste mange valg, men det laver Søren Pape Poulsen nu om, fortæller han på et pressemøde.

»Vi skal passe på Danmark, vores værdier og identitet. Det går jeg til valg på, og det gør jeg som statsministerkandidat«.

Søren Pape Poulsen afviser, at det er problematisk for blå blok, at blokken ikke er samlet om én statsministerkandidat.

»Det mener jeg ikke. Får vi et borgerligt flertal, hvilket jeg i den grad håber, så sætter vi os jo ned og finder ud af det«, siger han på pressemøde.

I månedsvis har Søren Pape Poulsen afvist at svare på, om han ville gå efter statsminister-posten ved det næste valg.

Det næste folketingsvalg skal senest finde sted 4. juni 2023, men der spekuleres i dansk politik i disse dage på, om statsminister Mette Frederiksen (S) kan finde på at udskrive valget inden alt for længe.

Grunden til det er blandt andet, at de radikale hen over sommeren har fastholdt partiets trussel om at vælte S-regeringen, hvis der ikke udskrives folketingsvalg senest 4. oktober.

Pape siger blandt andet, at han ikke vil være den politiker, der kommer til at give flest penge til eksempelvis velfærden.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her