Manges opmærksomhed er i de her dage rettet mod statsminister Mette Frederiksen (S). Med Radikale Venstres trussel om mistillid hængende over hovedet, er det forventningen, at hun kan trykke på den imaginære valgknap, hvornår det skal være.
Radikale har sat deadline til Folketingets åbning, som er tirsdag. Men det er ikke afgørende for politisk leder Sofie Carsten Nielsen, om valget bliver udskrevet tirsdag, eller om statsministeren venter til onsdag.
»Den præcise dag betyder ingenting for mig. Og jeg kan også konstatere, at adskillige kommentatorer har noteret sig, at der bliver udskrevet valg onsdag. Og det er helt fint med mig og os«, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (S)
I begyndelsen af juli besluttede Radikale Venstre efter Minkkommissionens krasse kritik af Mette Frederiksen og regeringen, at valget skal være udskrevet, inden Folketinget mødes igen efter sommerferie. Den beslutning er der ikke ændret på. Heller ikke efter de i alt fire lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen ud for Bornholm.
»Vi traf en beslutning på baggrund af Minkkommissionens redegørelse om, at vi ikke længere kan støtte en etpartiregering, og den beslutning holder vi fast ved«, siger Sofie Carsten Nielsen.
Klar til at stille mistillidsvotum
Hvis ikke valget bliver udskrevet inden for de næste dage, vil partiet stille mistillid ved åbningsdebatten på torsdag 6. oktober, som er første mulighed efter deadline.
Det er dog Sofie Carsten Nielsens klare forventning, at det aldrig kommer så vidt:
»Det er min klare forventning, at der er udskrevet valg inden på torsdag. Det både håber jeg, og jeg regner med, for der har allerede været valgkamp længe i Danmark. Det har der været i månedsvis. Og det er en valgkamp, der er noget hård i filten«.
Valgkampen er taget til, efter at I kom med jeres valgtrussel. Så har du ikke selv et ansvar for det?
»Vi har bestemt et ansvar. Men jeg synes, at den splittelse var der i forvejen«.
Hun nævner blandt andet, at blå blok i foråret stemte for et borgerforslag om at indlede en rigsretssag mod statsministeren, og at der under en demonstration er blevet brændt en dukke af med Mette Frederiksen ansigt.
»Det meget voldsomt, og sådan skal det ikke være i Danmark«.
Radikale Venstre har endnu ikke meldt klart ud, hvilken statsministerkandidat partiet støtter. Den melding vil komme, umiddelbart efter at valget er udskrevet. Indtil videre er det dog kun Mette Frederiksen, som har åbnet for en regering henover den politiske midte, som er et radikalt drømmescenarie.
De to blå statsministerkandidater har altså formentlig kun et par dage til at komme med samme melding, hvis de skal gøre sig nogen forhåbninger om Radikales mandater.
Hvis Mette Frederiksen ikke har udskrevet valget inden torsdag, vil Radikale helt lavpraktisk komme med et forslag til vedtagelse, som Folketinget skal stemme om torsdag aften. Sofie Carsten Nielsen fortæller, at Radikale forbereder sig på alle situationer, men hun gentager, at det ikke er hendes forventning, at det kommer til en mistillidsafstemning i Folketingssalen.
ritzau
fortsæt med at læse




























