Regeringen vil nedlægge jobcentrene og nytænke måden at få arbejdsløse i job på ifølge regeringsgrundlag.

Ny regering vil spare tre milliarder kroner på nedlagte jobcentre

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den nye regering vil nedlægge jobcentrene for at give ledige større frihed og kommunerne frihed til at organisere indsatsen for at få arbejdsløse i job.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, som netop er blevet fremlagt på Marienborg af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

»Målet med initiativerne skal være, at de ledige kommer hurtigere i arbejde«, står der i regeringsgrundlaget.

Det skal reducere udgifterne med tre milliarder kroner i 2030.

Partierne har forhandlet siden valget 1. november og meddelte tirsdag aften, at de vil danne en regering, som præsenteres torsdag.

Regeringen lægger op til, at a-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder står uden arbejde.

»Den øvrige beskæftigelsesindsats skal i højere grad prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job«.

»De skal i stedet omfattes af mere værdige indsatser med større effekt. Socialt bedrageri skal mødes med en hård og markant konsekvens, står der i grundlaget«.

Det var et centralt forslag fra Venstre i valgkampen.

Flere tusinde mennesker har i mange år været i kontanthjælpssystemet.

I dag bruges fem ud af 12 milliarder i beskæftigelsesindsatsen på administration af jobcentrene.

En analyse fra a-kassen Ase viser, at der er ’rekordmange’ ansatte på landets jobcentre. Det er på trods af den historisk lave ledighed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her